Væbn dig med tålmodighed: Esbjergmotorvejen skal have ny asfalt
Hvis du ofte benytter Esbjergmotorvejen, når du skal østpå, så skal du indregne lidt ekstra rejsetid den kommende tid.
Asfalten på E20 Esbjergmotorvejen ved til- og frakørsel 68 Vejen er slidt og trænger til udskiftning, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Derfor begynder Vejdirektoratet søndag 4. maj arbejdet med at lægge ny asfalt på strækningen. Arbejdet forventes at vare seks dage.
Arbejdet foregår hele døgnet, og i arbejdsperioden vil den østgående trafik blive ledt over i vestgående spor med ét farbart spor i hver retning.
Frakørselsrampen ved frakørsel 68 Vejen i østgående retning vil være spærret i arbejdsperioden, og der vil i stedet være skiltet med omkørsel.
Forvent kø
Arbejdet betyder, at der er risiko for kødannelser, og at trafikanterne på grund omkørslen vil få en forlænget rejsetid.
Vejdirektoratet skriver, at først bliver den gamle asfalt fjernet, så man kan reparere den underliggende belægning. Derefter bliver der udlagt ny asfalt og påført nye vejstriber.
Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet kan medføre for trafikanterne.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.
Læs også: Her må du ikke køre: Vejarbejde lukker flere veje i Esbjerg