Nyhedsbrev

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Esbjerg.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Esbjerg.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til nyhedsbrevet accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Vanvittig gratis Halloween-oplevelse: Støt en god sag og besøg Ådalshaven 11 i år

Af Cecilie Winther Christiansen
Kira Vodsø Wittendorf og Dennis Vodsø Wittendorf Jensen. Foto: MigogEsbjerg
Kira Vodsø Wittendorf og Dennis Vodsø Wittendorf Jensen. Foto: MigogEsbjerg

OSB – Der kan fremkomme ret skræmmende billeder i artiklen.

Halloween nærmer sig, og vi har været forbi Ådalshaven 11 i Sædding, hvor Kira Vodsø Wittendorf og Dennis Vodsø Wittendorf Jensen bor sammen med deres tre piger.

Her er forberedelserne til årets Halloween allerede begyndt.

Boligområdet ser ellers meget fredeligt og hyggeligt ud. Men går man ind igennem porten for at finde nummer 11, bliver man hurtigt mødt af nogle uhyggelige billeder i vinduet lige om hjørnet.

Så ved vi, at vi er det helt rigtige sted – i hvert fald her op mod Halloween.

Hvis du er vild med at få chok, elsker Halloween, er konkurrence-minded og vil støtte en god sag, så vil vi helt klart anbefale et besøg i Ådalshaven 11 til Halloween hos Kira og Dennis.

Vanvittig gratis Halloween-oplevelse: Støt en god sag og besøg Ådalshaven 11 i år

Det hele begyndte med..

For otte år siden begyndte Halloween-vanviddet for Kira og Dennis. De startede egentlig med at gå rundt med deres førstefødte til fastelavn, fordi de ville vise hende, hvordan det var “dengang mor og far var barn”.

Men det var noget sløjt, da de kom rundt. Folk var slet ikke klar på, at det var fastelavn. Senere på året kom så den amerikanske begivenhed Halloween, og der var størstedelen af nabolaget klar på at tage imod børnene.

De gik derfor sammen med deres daværende naboer og pyntede legepladsen op samt deres opgange, hvor de også afholdt konkurrencer om, hvem der kunne pynte den flotteste opgang.

Da Kira og Dennis senere flyttede til Ådalshaven 11, tog det fart, og børnene og forældrene, der besøgte dem, elskede det. De havde pyntet deres hus op, og folk syntes, det var fedt at opleve. Startskuddet til deres nye, store, fælles hobby var lydt – nemlig Halloween og at skabe en helt unik gratis oplevelse, blot for at glæde andre.

Vanvittig gratis Halloween-oplevelse: Støt en god sag og besøg Ådalshaven 11 i år
Dennis har selv bygget døren ind til “fængslet” og sat det hele op. Foto: MigogEsbjerg

Gyser-nørden og håndværkeren

Med årene er det kun blevet større og vildere. I år er det deres største setup nogensinde, og de har alene i år investeret omkring 16-18.000 kroner i materialer og nye dukker.

Når de pakker alt sammen, fylder det fire kælderrum og en garage – heldigvis er Dennis’ værksted stadig brugbart, da han bygger det meste selv.

Kira beskriver sig selv som en gyser-nørd – hun ELSKER at se gyserfilm, og hun har da også fået Dennis til at se nogle sammen med hende.

Dennis har heldigvis hænderne skruet godt på, og Kira skal blot beskrive, hvad hun synes kunne være fedt at lave, og så går Dennis ellers i gang. Han behøver hverken tegninger eller at se et billede af det.

“Det er som om, han er tankelæser. Jeg skal bare fortælle ham, hvad jeg forestiller mig, og jeg har flere gange spurgt, om jeg ikke skal tegne det for ham, så vi er sikre på, at det kommer til at se ud, som jeg forestiller mig. Men indtil videre har han formået at lave det, jeg tænker på, og endda bedre nogle gange. Så det er bare vildt fedt. Vi kan nemlig ikke købe ting hjem fra USA, så det meste er købt herhjemme i Danmark, og ellers har Dennis bygget alt,” fortæller Kira stolt, da vi er på besøg.

“Det er lige med at finde tid til det hele – det er jo ren hobby. Vi har begge fuldtidsarbejde ved siden af, og jeg arbejder på skiftehold, og Kira har også fuldtidsjob, som også indebærer weekendarbejde nogle gange,” tilføjer Dennis.

Vanvittig gratis Halloween-oplevelse: Støt en god sag og besøg Ådalshaven 11 i år
Præmien der i år kan vindes med en masse snacks og rød- og hvidvin til de voksne. Foto: MigogEsbjerg

Nye tiltag i år, støtte til Børnecancerfonden og konkurrence

Som noget helt nyt har de i år lavet en konkurrence, Dennis havde spurgt Kira, om de ikke skulle prøve noget nyt i år, og der var Kira hurtig med en idé.

“Jeg arbejder med en, som går i en gyserklub. Så jeg vidste med det samme, at vi skulle lave en konkurrence om ‘Kend din gyserfilm’. Derfor har vi i år lavet ni rum, hvor der i hvert rum er et nyt ‘univers’, og så skal man gætte, hvilken gyserfilm det er. Det krævede også lige, at vi skulle tænke anderledes. Normalt ved vi allerede, hvad der skal ske året efter, når vi pakker sammen, men i år er det kommet lidt senere. Men som altid begynder vi forberedelserne til Halloween, når vi kommer hjem fra sommerferie,” fortæller Kira.

Det er altså noget af en tur, man kommer på, når man besøger Ådalshaven 11. Vi her på MigogEsbjerg fik en rundvisning, og vi synes, det var rigeligt uhyggeligt uden statister, og det var ikke engang færdigt endnu. Men når det bliver den 31. oktober, vil der være 16 frivillige statister, både voksne og børn, som er malet og klædt ud og med til at give dig den helt store Halloween-oplevelse.

Vanvittig gratis Halloween-oplevelse: Støt en god sag og besøg Ådalshaven 11 i år
Foto: MigogEsbjerg

Det er gratis at besøge dem og være med i konkurrencen. Sidste år var der cirka 800 besøgende den 31. oktober 2023, og flere gik forgæves, da de var i gang med at pakke ned, hvilket de fortrød. Derfor har de i år valgt at holde åbent en ekstra dag, så de også har åbent den 1. november. Dog vil der ikke være lige så mange statister som den 31. oktober, hvor Halloween er.

Alt dette er bare en kæmpe hobby for Kira og Dennis, men i år har de valgt at støtte Børnecancerfonden. I forbindelse med alle besøg har de nemlig en lille bod, hvor der kan købes kaffe, vand, sodavand og kage. Der er også popcorn, som gives gratis til alle børn – en popcornmaskine, som de har fået sponsoreret, da sponsoren hørte, at det var til dette formål. Det er Dennis og Kira vildt taknemmelige for.

“Sidste år samlede vi ind til os selv, så vi kunne få et lille bidrag til fremtiden. Men det virkede bare helt forkert. Derfor har vi i år valgt at samle ind til Børnecancerfonden – enhver forælders største mareridt. Så hvis vi bare kan hjælpe lidt, så er vi glade,” fortæller Kira.

“Jeg håber, jeg engang kan leve af vores hobby, men det lyder også lidt skørt at sige højt, at man drømmer om at leve af noget, der kun er én gang om året. Men det gør jeg. Jeg gad også godt, vi kunne blive en forening, men der ligger virkelig et stort arbejde bag sådan en ansøgning, så vi må se, om det en dag kan blive en realitet,” fortæller Kira.

Hvad: Årets måske uhyggeligste Halloween-event i Esbjerg

Hvor: Ådalshaven 11, 6710 Esbjerg V.

Pris: Gratis

Støtter: Børnecancer Fonden – Mobilpay: 5630WJ

Åbningstider:
Preopening d. 26. oktober kl. 18.00-20.00 (børnevenlig og uden statister).
D. 31. oktober kl. 17.00-21.00 – Fuld skrald på artister, trick’n’treat og der er scare cam.
D. 1. november kl. 17.00-21.00 alt er åbent og få artister.

Følg med i deres halloween-univers her.

Vanvittig gratis Halloween-oplevelse: Støt en god sag og besøg Ådalshaven 11 i år
Forhaven i Ådalshaven 11. Foto: MigogEsbjerg
Vanvittig gratis Halloween-oplevelse: Støt en god sag og besøg Ådalshaven 11 i år
Foto: MigogEsbjerg

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien