Vejdirektoratet advarer: Her rammer juletravlheden i år
Julelysene tændes, duften af and breder sig, og snart skal tusindvis af danskere ud på vejene for at nå frem til familie og julehygge.
I år ser det dog ud til, at trafikken bliver mindre presset end normalt, når juletrafikken for alvor sætter ind.
Det skriver Vejdirektoratet på deres hjemmeside.
Årsagen er kalenderen. Juleaften falder i år på en onsdag, og det giver bilisterne flere dage at fordele rejsen på.
Det betyder, at trafikken forventes at sprede sig mere end i tidligere år, hvor mange tog afsted på samme tid.
Lillejuleaften bliver travleste dag
Den eneste dag, hvor trafikanter bør væbne sig med tålmodighed, er tirsdag den 23. december.
Her forventes tæt trafik og risiko for kø mellem klokken 11 og 14.
Særligt turene fra Hovedstadsområdet mod Fyn og Jylland kan blive præget af langsommere kørsel, og Vejdirektoratet anbefaler derfor at undgå de mest belastede timer, hvis man kan.
Hjemturen topper 2. juledag
Når julen synger på sidste vers, er det især fredag den 26. december, man skal være opmærksom på.
Mange vender hjem fra juleferie, mens andre skal til julefrokoster og familiearrangementer.
Derfor ventes der risiko for kødannelser i tidsrummet fra klokken 11 til 14, særligt på strækningerne mellem Jylland og Hovedstadsområdet.
Gode råd til ferieturen:
- Kør udenfor de mest trafikerede tidsrum, og sæt god tid af til din rejse.
- Hav din GPS tændt
- Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på trafikinfo.dk
- Hold god afstand til den forankørende, og vær opmærksom på midlertidige hastighedsnedsættelser – f.eks. ved vejarbejder.
- Hav proviant med i bilen, og evt. tæppe og skovl.
- Tjek vejrudsigten før du tager afsted.
- Lyt til P4 Trafik under din køretur.
Tænd GPS’en – også selvom du kender vejen
Selvom du måske kender din rute ud og ind, kan en tændt GPS spare både tid og frustrationer.
De fleste systemer advarer i dag om uheld, vejarbejde og kø, og de foreslår automatisk en alternativ rute, hvis vejen er spærret.
Vejarbejde og lavere hastighed
På E45 Østjyske Motorvej er der fortsat anlægsarbejde i gang mellem Vejle og Randers.
Det betyder nedsat hastighed til 80 km/t og smallere spor i begge retninger, hvilket kan give forlænget rejsetid i myldretiden.
Vejret kan blive afgørende
Som altid kan sne, frost og kraftig vind påvirke juletrafikken.
Glatte veje og nedsat sigtbarhed øger risikoen for uheld, og kraftige vindstød kan føre til restriktioner på broer eller væltede træer på vejene.
Hold dig opdateret inden afrejse
Vejdirektoratet opfordrer til, at man tjekker den aktuelle trafiksituation, inden man kører hjemmefra.
Uheld, vejrlig og pludselige hændelser kan hurtigt ændre forholdene på vejene.
De seneste meldinger findes på trafikinfo.dk, hvor man løbende kan se hændelser, vejarbejde og trafikmeldinger, der kan få betydning for julefreden bag rattet.