Velkommen til Bunkeren: Butikken hvor virkeligheden tager en pause

Der er noget mærkeligt over Kongensgade. Bag de pæne facadebutikker, mellem caféer med overpris-kaffe og skinnende butiksvinduer, ligger den. Bunkeren. Et sted, hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi fordamper hurtigere end et glas lunken cola til en D&D-aften.

Når du træder ind ad døren, rammer duften dig først – en blanding af pap, støvede kort og noget ubestemmeligt… som måske er sved. Eller magi.

Det ligner en almindelig butik. Et sted med hylder fyldt med farverige kasser, figurer med for mange horn og navne, der lyder som dårlige adgangskoder. Men fortsæt.

Bevæg dig længere ind. Gennem det snævre lokale, forbi Kenneth Kruse Sørensen, der står bag disken med et blik som en mand, der har set alt for meget Magic: The Gathering.

Hvis du tør at kæmpe dig helt ned i bunden – som en slags moderne Theseus på vej ind i labyrinten – opdager du det. Rummet. Ikke et rum afskærmet af vægge, men et hul i virkeligheden, hvor logik har taget ferie.

Her står borde og stole med farverige duge. Ikke duge som din mormor ville lægge på søndagsbordet, men play mats – spillemåtter, hvor kampe udkæmpes med plastiksoldater og tålmodigheden hænger i en tynd tråd. På det ene bord er der et landskab som til modeltog, men glem alt om nuttede togvogne. Her er ingen skinner, kun terræn til rollespil – og det er alvor.

Stedet, hvor tiden står stille, men terningerne altid ruller.

”Jeg har haft rollespil som hobby i snart fyrre år, og halvdelen af tiden har min hobby så været mit job. Og det er jo fedt, når man bruger så mange timer på det,” fortæller Kenneth. Han ligner ikke din typiske butiksejer. Mere som en feltmarskal, der holder frontlinjen i et krigshærget område – kun bevæbnet med D20-terninger og en solid portion nørdet stolthed.

Bunkeren er ikke bare en butik. Det er et fristed. Her skelnes der ikke mellem rollespil og rollespil, selvom forskellen er altafgørende for de indviede. Bordrollespil? Check. Liverollespil – de gale sjæle, der løber rundt i skove med latexsværd og råber “for kongen!”? Også check. Og så er der kortspillerne. Magic: The Gathering, Pokémon – afhængighed på pap.

På hylderne står kortene linet op som en hær, klar til kamp. Magic: The Gathering, lidt Pokémon, brætspil, figurer, Dragon Shield, terninger i alle tænkelige farver, og små læderposer til at holde dem – fordi intet skriger “seriøs spiller” som en læderpose til dine terninger.

Kenneth får nogle af tingene fremstillet selv, og nede i kælderen snurrer 3D-printere som sultne monstre, der spytter figurer ud i plastik og harpiks.

”Jeg har licens til at printe rigtig mange figurer. Alvorligt mange figurer. Nogle licenser har vi købt og byttet os til, andre har vi været med til at crowdfunde, og nogle har vi selv fået lavet,” siger Kenneth med et grin. Han er bunkerchefen, men det føles mere som om han styrer et lille kongerige – eller måske en sekt.

Sideløbende med figurkaosset kører hans andet forretningsben: spillekort. Ikke bare et par mapper med slidt Pokémon – nej, vi taler bunker.

”Jeg bør overveje at anskaffe mig en kortsorteringsmaskine. Der er rigtig mange kort, jeg ikke har sorteret endnu, og dem tjener jeg jo ikke noget på,” siger han, mens han skubber en stak kort til side som en Vegas-dealer.

De sorterede kort ryger ind på en tysk hjemmeside – ud i verden, til alle dem, der mangler det ene kort til deres perfekte deck.

Tre dage om ugen forvandles bagerste ende af butikken til kampplads. Spilleaften. Det er her, det bliver alvor. Der rulles terninger, diskuteres regler, og venskaber smuldrer over dårlige slag. Kenneth? Han ser til.

”Jeg spiller ikke selv længere, desværre. Tiden er der bare ikke mere. Og så er jeg nok også blevet en meget kræsen spiller med alderen. Det skal være seriøst, og det skal være en dygtig spilleder,” siger han med et smil, mens han folder nogle t-shirts sammen.

Og de t-shirts? Dem får han lavet i Kenya. Selvfølgelig. For hvorfor ikke?

”Jeg rejser derned flere gange om året og køber skind til de ting, jeg bygger og syr til liverollespil. Det er alt det, du kan se derovre. Og derhenne. Og der er der vist også lidt,” siger han, mens han peger lidt rundt i butikken. Som om han ikke helt kan følge med i alt det, han har samlet.

Bagerst i butikken, forbi de nyprintede og endnu umalede figurer og tomme borde, finder de mest dedikerede spillere deres helle. Her kan der males figurer med mikroskopiske pensler, der kræver tålmodighed på munkestadiet.

Andre låner symaskinen for at sy den perfekte kappe til deres næste rollespilskampagne.

Og så er der Kenneth. Bunkerchefen. Manden, der skabte det hele.

Han står der stadig. Midt i kaosset. Smilende. Som om han ved noget, vi andre ikke gør. For det gør han sikkert.