Veninde slog alarm: Drugged på lokal natklub

En lørdag aften i Esbjergs midtby ligner ofte sig selv.

Unge mennesker samles til fødselsdage, griner over de første drinks og bevæger sig senere mod diskotekerne.

For Sofie-Malou Hansen på 19 år var det netop sådan en aften. Hun går i 3.G på Rybners Gymnasium og havde været til fødselsdag med sine veninder.

Det var en plan, de havde fulgt mange gange før. Først samvær og forfest. Derefter byen.

Der var ikke noget usædvanligt over aftenen. Intet, der tydede på, at den ville skille sig ud fra tidligere byture.

Men inden natten var omme, havde Sofie mistet hukommelsen om store dele af aftenen.

Og morgenen efter vågnede hun med en krop, hun ikke kunne genkende.

Selve øjeblikket, hvor noget gik galt, kan hun ikke huske.

Det er fraværet, der står tilbage. Og for hendes mor, Cathrine Wagner Hansen, er det opringningen og testen næste dag, der har brændt sig fast.

Men i løbet af få minutter forandrede stemningen sig. Sofie mistede kontrollen over sin krop. Hun kunne ikke låse sin telefon op. Hun kunne ikke tale sammenhængende. Benene bar hende ikke, og hun forstod ikke, hvad der skete omkring hende.

Dagen efter viste en test ifølge familien tegn på ketamin i kroppen. En mistanke om, at nogen havde puttet noget i hendes drink, blev pludselig konkret.

En aften der forsvandt

Sofie fortæller, at stemningen var god, da de tog ind mod byen.

Hun fik nogle shots, som hun tydeligt husker at have taget. Derefter bliver hukommelsen usammenhængende og til sidst helt væk.

“Jeg har fået nogle shots, og jeg kan huske, at jeg har taget de her shots. Og så efter det kan jeg ikke huske mere. Meget af aftenen er sløret, og jeg ved ikke, hvornår det er sket helt konkret.”

Hun understreger, at hun kender sin egen grænse og sin krops reaktion på alkohol.

Det, der skete den aften, oplever hun som fundamentalt anderledes.

“Jeg har drukket før, og jeg har drukket tit. Jeg ved godt, hvordan min krop reagerer på det. Den måde, den har reageret på her, det er ikke noget, jeg kan kende. Jeg vågner op og kan ikke mærke mine ben, og det første, jeg skal, er at kaste op. Det er heller ikke sådan, jeg plejer at reagere på alkohol.”

Ifølge dem, der var sammen med hende, ændrede situationen sig i løbet af et kort tidsrum. Vennerne har fortalt, at de fandt hende liggende udenfor.

Hun kunne ikke låse sin telefon op og kunne næsten ikke tale. Hun virkede fjern og uden kontrol over sin krop.

“Mine ben var helt bevidstløse. De siger bare, at jeg har været helt anderledes, end hvad jeg plejer at være, når jeg drikker. Jeg kunne ikke snakke ordentligt, og jeg forstod ikke rigtigt, hvad der blev sagt til mig.”

Sofies kæreste kom og hentede hende. Han måtte bære hende fra bilen og ind i sengen. Det kan hun heller ikke huske.

En test der slog ud med det samme

Næste morgen vågner hun med en fornemmelse af, at noget er alvorligt galt. Benene føles følelsesløse, og kvalmen er markant.

“Jeg vågner op og har en følelse af, at jeg ikke kan mærke mine ben, som om de bare ikke er der. Det første, jeg skal, når jeg vågner, er at kaste op. Jeg får det ikke bedre, og jeg kan stadig ikke mærke mine ben ordentligt. Og så er det der, jeg kan mærke, at der er et eller andet galt.”

Hun ringer til sin mor og fortæller, at hun tror, hun er blevet drugget. Cathrine tager det alvorligt med det samme. De henter en test på apoteket, og den reagerer ifølge familien med det samme på ketamin.

Cathrine kontakter lægevagten, som henviser til politiet. Kort efter ankommer to betjente.

“Vi blev mødt af to virkelig søde politibetjente. Du blev mødt med forståelse. Det var faktisk en behagelig oplevelse i en meget ubehagelig situation. Der var ikke nogen mistro eller løftede pegefingre. Der var bare omsorg og alvor.”

Sofie bliver afhørt og kørt på sygehuset, hvor der bliver taget urinprøver til videre undersøgelse. Hun har efterfølgende været ved egen læge flere gange for at sikre, at alt er, som det skal være.

Fysisk har hun haft smerter og kvalme i dagene efter.

“Jeg har haft meget ondt i maven, og når jeg spiser, føler jeg, at jeg skal kaste op. Jeg har også haft ondt i kroppen på en måde, jeg ikke kan forklare. Og så er jeg stadig rystet. Jeg tror, jeg er meget i chok, så det er ikke rigtigt gået op for mig endnu.”

Som mor rammes man af en sorg

For Cathrine er det ikke kun en enkelt nat, der fylder. Det er tanken om, at nogen bevidst kan finde på at skade unge mennesker i nattelivet.

“Man bliver ramt af en sorg. For hvem vil mit barn noget ondt. Det er ikke bare vrede. Det er en følelse af, at nogen har taget noget fra hende. Hun har fået frataget sin selvbestemmelsesret i nogle timer. Det er voldsomt at tænke på.”

Hun beskriver en stærk trang til at beskytte.

“Jeg har aldrig nogensinde lyst til, at hun skal gå i byen igen. Jeg ved godt, at hun er 19 år, og at jeg ikke kan holde hende hjemme. Men lige nu har jeg mest lyst til at følge hende derind og holde øje. Jeg får lyst til at være hendes forsvarsadvokat døgnet rundt.”

Samtidig tænker hun på sine to yngre døtre.

“Jeg har to piger mere på 14 og 15 år. Man begynder at tænke på det hele. Man bliver ramt af en forsvarstrang, som er svær at beskrive.”

Fire henvendelser og en besked fra København

Efter episoden valgte Cathrine at dele et opslag på Facebook. Hun gjorde det med Sofies accept. Formålet var at skabe opmærksomhed og opfordre til åbenhed.

Reaktionerne kom hurtigt. Ifølge Cathrine har fire personer kontaktet hende efterfølgende og fortalt, at de har været udsat for lignende oplevelser. Blandt dem er en person fra København, som tog kontakt for at fortælle om en tilsvarende oplevelse i Esbjerg.

“Det er vanvittigt, hvad man får at vide. Jeg synes, det er ærgerligt, hvis unge ikke tør gå til politiet eller række ud efter hjælp. Måske er de bange for, hvad andre tænker. Men hvis vi ikke taler om det, så bliver det ved.”

Familien ønsker ikke at nævne det konkrete sted, hvor det skete. De understreger, at fokus ikke er at hænge nogen ud.

“Det sker mange steder. Det er ikke kun ét sted. Vores fokus er, at vi skal være opmærksomme. Både på os selv og på hinanden.”

Det er ikke offeret, der skal skamme sig

For Sofie har det været grænseoverskridende at stå frem. Det er ubehageligt at tale om noget, hun ikke selv kan huske.

“Det er ubehageligt at snakke om det, for så bliver det en realitet. Men jeg tror også, det er det rigtige at gøre. Hvis man ikke siger noget, så beskytter man jo den, der har gjort det.”

Hun er tydelig i sit budskab til andre unge.

“Som offer er det ikke dig, der er noget galt med. Det er ikke pinligt, og det er ikke din skyld. Det er den skyldige, der er noget galt med. Det er vigtigt at huske.”

Sofie er fortsat rystet, men hun håber, at historien kan skabe opmærksomhed i Esbjergs byliv.

Hun håber ikke, at unge bliver bange for at gå i byen. Men hun håber, at de passer på hinanden.

“Man skal være opmærksom. Og hvis man mærker noget i sin krop, som man ikke genkender, så skal man ikke være bange for at række ud og bede om hjælp.”