Verdensstjernerne kalder på hende: Line er deres livline i Danmark

I de kolde januaraftener, hvor 15.000 mennesker fylder tribunerne i Jyske Bank Boxen, og verdensstjernerne løber på banen med flag på brystet, er der også andre, der gør sig klar. Ikke i spillertrøje.

Ikke foran kameraerne. Men med mobiltelefonen i hånden, kørelister i tasken og et konstant blik for detaljen.

Line Schmidt fra Esbjerg har siden 2013 været en fast del af de danske EM- og VM-slutrunder i håndbold. Ikke som tilskuer. Ikke som frivillig i kiosken. Men som guide for nogle af verdens største landshold.

Og hun har været med hver eneste gang.

Læs også: 20 hunde bestod prøven: Nu skal de sprede glæde

Fra AL Sydbank til slutrunder

56-årige Line Schmidt arbejder til daglig som erhvervsspecialist i AL Sydbank og har været i banksektoren siden 1989.

Håndbolden har fulgt hende hele livet.

Hun spillede selv, indtil et knæ satte en stopper for det, og i dag følger hun både Team Esbjerg og Ribe-Esbjerg tæt.

I 2013 hørte hun om muligheden for at blive guide ved danske håndboldmesterskaber.

“Jeg tænkte, det lød spændende. Og så kunne han godt bruge sådan en som mig.”

Siden har hun været med til samtlige EM- og VM-slutrunder i Danmark, både ungdom og senior.

Hun har haft alt fra U17-piger fra Sverige til verdensstjerner fra Frankrig og Ægypten.

Tre ugers ferie for håndboldens skyld

Arbejdet er 100 procent frivilligt. Line bruger sin ferie på det.

“Hvorfor vil man bruge sin januar på det? Det er simpelthen de kæmpe oplevelser, man får.”

For hende handler det ikke kun om kampene. Det handler om fællesskabet.

Mange af guiderne går igen år efter år, og relationerne bliver tætte.

“Det bliver på en eller anden måde familie. Man ser dem måske kun en gang om året, men man har det samme sammen.”

Hun har fået veninder over hele landet gennem slutrunderne.

Når man først har været med én eller to gange, siger hun, så er man solgt.

En del af holdet

En guide er meget mere end en, der viser vej til omklædningsrummet.

Line hjælper med alt fra ændringer i spisetider og allergihensyn til kontakt med skadestue og koordinering af træningstider.

“De ville være tabt, hvis de ikke havde en, der kunne hjælpe dem med det danske sprog.”

Hun kører med i bussen, spiser med holdet og er med i hele dagligdagen. Når Frankrig skal have seks personer afsted før resten af truppen for at gøre omklædningsrummet klar, er det Line, der bestiller bilerne.

“Jeg er en del af truppen, når jeg er der.”

Fra nervøs debut til Karabatic i lufthavnen

Første gang var i 2013 med et ungdomsmesterskab og Sverige. Hun var spændt.

“Man tænkte, hvad gør man, og hvordan gik det?”

Halvåret efter fik hun Frankrig ved EM. De vandt guld i 2014.

“De spurgte mig inden finalen, om jeg holdt med Danmark eller Frankrig. Man er lidt splittet. Du har været sammen med det hold i tre uger.”

Siden har hun haft flere store nationer. Og mødet med profiler som Nikola Karabatic gjorde indtryk.

“Fuldstændig nede på jorden. Der er ikke noget hovski-snovski.”

En gang mødte hun ham igen i lufthavnen måneder efter en slutrunde.

“Der fik jeg kindkys. Så tænkte man, okay, de kan godt huske, hvem jeg er.”

Særligt relationerne til nogle af de ægyptiske ledere har sat sig. Dem skriver hun stadig med.

Corona, medaljebånd og tomme haller

Coronamesterskabet står som noget helt særligt. Lukkede hoteller. Ingen publikum. Papfigurer på tribunerne.

“Det var en anderledes følelse. Man måtte ikke komme uden for hotellet.”

Guiderne trådte til, hvor der manglede hænder. Blandt andet stod Line og tre andre og strøg 99 medaljebånd, så de var klar til medaljeceremonien.

“Vi stod og strøg alle medaljebåndene. Det skulle jo se pænt ud.”

Hun har også båret sølvmedaljer ind og stået med MVP-prisen, da den skulle overrækkes.

“Det er jo også at være en del af det.”

Vasketøj klokken to om natten

Det er ikke kun glamour. I nogle år stod guiderne selv for at vaske spillernes tøj.

“Vi stod om natten og vaskede tøj. Klokken to.”

De enorme mængder fyldte hele vogne, og arbejdet kom oven i døgnvagter og lange kampdage.

“Du er på 24-7, og så skal du stå og vaske midt om natten. Det er hårdt.”

Når hun kommer hjem efter tre uger i boblen, skal hun lige lande igen. Kampene slutter sent, og aftensmaden kan være klokken 24.

“Man vender lidt om på dagene.”

Siden 2013 har hun set håndbolden vokse. Udsolgte haller. 15.000 mennesker i Boxen. Guldlounge med 1.000 sponsorer til danske kampe.

“Det bliver større og større.”

Hun har oplevet, hvordan mindre nationer som Tunesien og Nordmakedonien er imponerede over danske faciliteter.

“De var fascineret over, hvor mange faciliteter vi har.”

Hun mener, at Boxen i Herning kan noget særligt.

“Det er det rigtige sted. Boksen kan noget.”

To måske tre slutrunder tilbage

Line er 56 år. Der er mesterskab igen i 2028. Måske også i 2030 og 2032.

“Jeg håber, jeg kan være med de næste to mesterskaber.”

Der er ingen officiel aldersgrænse, men hun ved, at der kommer en dag, hvor andre skal overtage.

Indtil da håber hun at blive udtaget igen. At få lov at bruge tre ugers ferie på håndbold. At være en del af holdet. At stå midt i det hele, når medaljerne hænges om halsen på verdens bedste spillere.

“Jeg er 100 procent klar.”