Vesterland giver tilbage: Kæmpe donation til øens foreninger
Vesterland har netop offentliggjort, hvordan festivalens overskud fra 2024 bliver fordelt. I alt 800.000 kroner bliver doneret til en række foreninger og projekter, der styrker fællesskabet, kulturen og idrætten på Fanø.
I weekenden samledes omkring 600 frivillige på øen for at fejre deres indsats og fordele de mange midler til lokale initiativer. Festivalens stifter og direktør, Jesper Møller, understreger betydningen af at give tilbage til samfundet.
“Det er fællesskabet og de oplevelser, vi skaber sammen, der er fundamentet i Vesterland. Derfor er vi glade for, at de 800.000 kroner går til at styrke de fællesskaber på Fanø, der arbejder med børn, unge og kultur,” siger Jesper Møller.
Fordeling af midlerne
Den største donation går til Fanø Skole, som modtager 500.000 kroner.
“Med donationen vil vi fokusere på børnenes trivsel og skoleglæde ved at udvide tilbud inden for musik og kreativitet. Disse initiativer er afgørende for børns udvikling, livsglæde og fællesskabsfølelse,” fortæller skoleleder Rasmus Andersen.
Han ser det som en stor mulighed for at styrke børnenes trivsel og kreative udfoldelse.
Læs også: Esbjergenser udtaget til EM Fokus på idræt og alternative fællesskaber
Vesterland lægger vægt på at støtte både de traditionelle idrætsforeninger og andre initiativer, der tilbyder fællesskaber for børn og unge uden for de klassiske sportsgrene. Festivalens overskud skal bidrage til at skabe muligheder for alle på øen.
Til slut sender Vesterland en stor tak til festivalens frivillige, gæster, samarbejdspartnere, artister, sponsorer samt Fanø Kommune for at være en del af Vesterland 2024.
“Det er livsbekræftende, at alle, der har deltaget i Vesterland 2024, er med til at gøre en forskel for Fanøs børn og unge,” afslutter Jesper Møller.
Ud over Fanø Skole modtager en række andre foreninger og projekter støtte:
50.000 kr. til Fanø Kulturskole
50.000 kr. til Fanø Sejlklub
40.000 kr. til Sønderholiv
40.000 kr. til Spejderne på Fanø
40.000 kr. til Fanø Judoklub
40.000 kr. til Fanø Boldklub
40.000 kr. til Fanø Badmintonklub