Vigtigt knudepunkt nær Esbjerg bliver spærret: Pendlere må finde andre veje
Mange bilister fra Tarp og omegn må indstille sig på omveje midt i sommerferien.
DIN Forsyning varsler i en pressemeddelelse, at rundkørslen i Tarp bliver spærret i ugerne 28 til 31, fordi det sidste arbejde med separatkloakeringen nu skal på plads.
Det er især pendlere, der til daglig bruger vejen gennem Tarp, som kommer til at mærke det.
Hos DIN Forsyning er man også klar over, at lukningen vil skabe besvær i hverdagen.
“Mange pendlere bruger vejen gennem Tarp hver dag, og vi er meget opmærksomme på, at det vil skabe rigtig meget bøvl i mange menneskers hverdag, når vi spærrer rundkørslen. Vi kan ikke komme udenom, at arbejdet skal gøres, og så er det store spørgsmål, hvornår det vil være mindst generende. Det har vi vurderet, vil være i sommerferien i ugerne 28-31,” fortæller projektleder Oscar Meldgaard fra DIN Forsyning.
Stram tidsplan i Tarp
Ifølge DIN Forsyning bliver arbejdet planlagt så stramt som muligt for at få rundkørslen åbnet igen hurtigst muligt.
“Vi har lagt en meget stram tidsplan for at få det overstået så hurtigt som muligt. Vi ved også godt, at Tarp-rundkørslen er et trafikknudepunkt, hvor omkørsel bliver ret bøvlet. Vi skilter selvfølgelig for omkørsel, men det vil medføre nogle større omveje, hvis man skal fra A til B og plejer at køre gennem Tarp,” fortæller Oscar Meldgaard.
Mens rundkørslen er spærret, bliver der arbejdet i flere hold ad gangen.
Det vil stadig være muligt at passere området til fods eller med cyklen trukket ved siden af sig.
Kloakarbejdet i rundkørslen har ifølge DIN Forsyning været sat på pause, mens man afventede Esbjerg Kommunes planer om at ombygge rundkørslen til et signalreguleret kryds.
Men fordi der endnu ikke er en finansieret tidsplan for det projekt, vælger forsyningsselskabet nu at afslutte sin del af arbejdet.
“Vi har afventet, om kloakarbejdet kunne koordineres med en eventuel ombygning af rundkørslen. Da der ikke på nuværende tidspunkt er en finansieret tidsplan for det projekt, vælger vi nu at afslutte vores del af arbejdet med kloakken i Tarp,” siger Oscar Meldgaard.
Separatkloakering betyder, at regnvand og spildevand bliver delt op i hvert sit rør.
Ifølge DIN Forsyning skal det blandt andet mindske risikoen for oversvømmelser og reducere overløb af spildevand til naturen, når der falder meget regn.

Læs også: Undgå kø: Her kan der blive tæt trafik Esbjerg