Har omsat for milliarder: Så stort er overskuddet hos Viking
2024 var et godt år for VIKING Life-Saving Equipment A/S.
Virksomheden kan i dag præsentere et robust resultat for 2024. Med en samlet omsætning på 4 milliarder kroner og et resultat før skat på 452 millioner kroner har selskabet i 2024 formået at fortsætte sin vækstrejse. Det skriver Viking Life-Saving Equipment A/S i en pressemeddelelse.
Der er tale om en stigning, da omsætningen i 2023 var 3,5 milliarder kroner og resultatet var 436 millioner kroner.
”Med positiv udvikling på tværs af alle segmenter i selskabet kan vi bestemt være tilfredse med VIKINGs resultat for 2024,” siger Henrik Helsinghof, der er administrerende direktør i VIKING.
2024 har således budt på vækst indenfor alle kundesegmenter. De er kernen i VIKINGs nye BP28-strategi for forretningen, som gælder fra 2025 til 2028.
Segmenterne er commercial shipping, offshore, cruise & ferry samt defence and professional.
”Vi har over en bred kam øget vores salg af produkter og services og har god grund til at glæde os over VIKINGs udvikling. Resultatet giver os et godt afsæt for den videre udvikling og de mål, vi har sat for VIKING i de kommende år,” siger Henrik Helsinghof.
2028 i horisonten
De seneste års ekstraordinære positive resultater betyder, at VIKING allerede nåede sine strategiske 2025-mål sidste år. Virksomheden har nu taget hul på en ny strategiperiode, og forventningen til fremtiden er fortsat vækst, men dog med mere almindelige rater.
”Særligt indenfor offshore-segmentet har vi set en usædvanlig vækst i de seneste tre år, hvilket vi ikke i samme grad kan forvente i de kommende år. Det glæder mig derfor, at VIKING – renset for et ekstraordinært højt aktivitetsniveau – samlet set står på et solidt fundament, som vi skal videreudvikle, blandt andet ved at fokusere på øget innovation og skalerbarhed af vores produkter og services,” siger Henrik Helsinghof.
Indenfor forskning og udvikling vil VIKING først og fremmest fokusere på nye evakueringssystemer og nye redningsbåde, herunder elektrisk fremdrevne både.

Samtidig skal der, efter år med stigende omkostninger til materialer og råvarer, fokus på optimering og simplificering af forretningen gennem flere strategiske initiativer.
”I 2024 har vi investeret og udvidet på flere lokationer, og vi har haft travlt på tværs af alle segmenter. Vi har samtidig set et generelt stigende omkostningsniveau på råvarer og materialer, hvilket har medført en lavere dækningsgrad. Med udsigt til lavere vækstrater er det derfor afgørende, at vi udvikler os med skyldig hensyntagen til, at vi driver en sund og lønsom forretning,” siger Henrik Helsinghof.
Koncernens hovedaktiviteter er fortsat produktion og servicering af redningsflåder, redningsbåde, redningssystemer, rednings- og beskyttelsesdragter, branddragter samt andet maritimt og offshore redningsudstyr.
Henrik Helsinghof fortæller desuden, at en betydelig del af produkterne fremstilles og afsættes udenfor Danmark, og potentiel uvished om udviklingen i det globale marked kan få indflydelse på resultatet for 2025 og årene efter.
Han ser global utryghed, politisk som forsyningsmæssigt, samt stigning i omkostninger til råvarer og løninflation som faktorer, der kan påvirke forretningen i det kommende år.
Årsrapporten afspejler, at en skattesag vedrørende tidligere år, netop er afgjort ved landsretten, hvor koncernen har tabt. Skat og renter for perioden udgør en omkostning i året på 89 millioner kroner.
Stor ros til medarbejderne
I begyndelsen af 2025 har VIKING 3.700 ansatte globalt.
En høj grad af tilfredshed, målt til 87 procent i 2024 blandt medarbejderne, vækker glæde hos Henrik Helsinghof, der tiltrådte som ny administrerende direktør i juni 2024 efter den tidligere administrerende direktør, Henrik Uhd Christensens, pludselige død.
Henrik Helsinghof fremhæver VIKINGs medarbejdere som afgørende for årets resultat.
”Vi har aldrig været flere i VIKING, og derfor er det meget tilfredsstillende at konstatere en høj grad af arbejdsglæde blandt medarbejderne. Jeg er vendt tilbage til VIKING efter nogle år væk fra koncernen og oplever fortsat, at vores værdier om at være en ansvarlig og dedikeret virksomhed i det globale marked matcher vores arbejde,” siger Henrik Helsinghof.
For ham er VIKING intet uden medarbejderne.
”Alle i VIKING møder hver dag på arbejde for at gøre en forskel for vores kunder og for sikkerheden i den globale skibsfart. I ledelsen er vi stolte af VIKING, vores globale team og de produkter og services, vi repræsenterer. Hver dag beskytter VIKINGs produkter millioner af mennesker globalt, og samlet set har selskabets produkter og services været med til at redde mere end 6.000 liv til søs over tid. Det er kun muligt, når man har dedikerede og kompetente medarbejdere,” siger Henrik Helsinghof.
Læs også: Lokalt firma har fundet et hul i markedet: Nu eksploderer det med bookinger