Vild udvikling i Esbjerg Havn: Nyt kystsikringsprojekt viser hurtig effekt
Et nyt kystsikringsprojekt i Esbjerg Havn viser allerede efter ti uger tegn på øget biodiversitet under havoverfladen.
Det drejer sig om seks såkaldte Coastalock-enheder ved Nordsøkaj, som er en del af et projekt, hvor Esbjerg Havn og virksomheden ECOncrete undersøger, om fremtidens havneudvidelser kan forene kystsikring med bedre forhold for livet i havet.
Ifølge de første undersøgelser har enhederne allerede fået tæt algevækst, rurer har sat sig fast, og strandkrabber har fundet vej til hulrum og kanaler i konstruktionerne.
Sammenlignet med de granitsten, der har ligget i havnen i årevis, viser de nye enheder allerede en højere biodiversitet, lyder det i en pressemeddelelse.
Hos Esbjerg Havn ser man positivt på de første resultater.

“For Esbjerg Havn er kystsikring først og fremmest en del af den nødvendige udvikling af havnens infrastruktur. Derfor er det positivt, at vi med projektet samtidig kan undersøge, hvordan nye løsninger kan bidrage til bedre betingelser for livet under havoverfladen. De første observationer er lovende, og vi ser frem til at følge udviklingen over de kommende år,” siger havnedirektør Dennis Jul Pedersen.
Flere hundrede enheder kan komme til
De seks enheder ved Nordsøkaj er kun begyndelsen. Planen er, at projektet på sigt skal udvides til flere hundrede enheder, som skal indgå i havnens fremtidige infrastruktur.
Coastalock-enhederne er udviklet med en særlig beton, hvor både sammensætning, overflade og form er designet til at give marine organismer bedre mulighed for at slå sig ned og trives.
I Esbjerg bliver der samtidig brugt materiale fra uddybning af havnen i betonblandingen. Dermed undersøger projektet også, hvordan materiale fra havnedriften kan genanvendes i ny infrastruktur.
Ifølge ECOncrete er det bemærkelsesværdigt, at udviklingen er gået så hurtigt.
“Det er stadig tidligt i forløbet, men de foreløbige observationer ser positive ud. Når vi allerede efter få uger ser vigtige indikatorarter som bestemte snegle og strandkrabber kolonisere de nye konstruktioner, tyder det på, at enhederne giver bedre betingelser for levesteder end stenoverfladerne omkring dem,” siger Dr. Ido Sella, CEO for ECOncrete.
Det tyder de første resultater på, at overfladens design kan være vigtigere end tiden, når det gælder om at skabe gode betingelser for biodiversitet.
Den biologiske udvikling på og omkring enhederne skal nu følges gennem et flerårigt monitoreringsprogram.