Vildkamera afslører: Uønsket dyr er kommet til Fanø
Mårhunden er på Fanø.
Det var nemlig ikke en tilfældighed, da et vildtkamera i Sønderho den 3. august fangede et billede af en mårhund, skriver Nationalpark Vadehavet i sit nyhedsbrev.
Kameraet var sat op af Mikkel Thøgersen, der er frivillig reguleringsjæger i nationalparkens prædationsprojekt, og billedet blev det første håndfaste bevis på, at den uønskede mårhund nu også har fundet vej til Fanø.
Indtil nu har der kun været snak og enkelte fund – blandt andet et dødt dyr på stranden, som formentlig var druknet. Men nu er der ingen tvivl længere: Mårhunden er her.
Nu jagtes mårhunden på Fanø
Opdagelsen har sat gang i en målrettet indsats for at få fat i det nye rovdyr.
Allerede nu er der oprettet endnu en lokkefoderplads på østsiden af Sønderho, og hvis ikke mårhunden bliver fanget inden for to uger, vil man tage mere avancerede metoder i brug.
Hvis ikke dyret fanges inden for 14 dage, vil der blive udsat et såkaldt et gps-dyr dvs. en anden mårhund, som udstyret med en gps-sender vil opsøge sin artsfælle og på den måde lede os frem til den.
“Ud fra billedet fra vildtkameraet ligner det en stor hvalp fra i år, men vi ved ikke, om den er kommet alene til Fanø, eller om andre også er kommet til øen,” siger Jørn Bøgen, der er koordinator i prædationsprojektet.
Nu venter de næste uger, hvor det skal vise sig, om det lykkes at fange mårhunden, og om der gemmer sig flere på øen.