Vildt karriereskifte: L.O.C kommer til Esbjerg som komiker
Han er en af Danmarks mest kendte rappere og har spillet på de største scener i Danmark.
Næste år tager L.O.C igen på Danmarksturne, men det bliver ikke med musik. Og han kommer også til Esbjerg.
Med sin debut som komiker til open mics i 2023 og tjansen som opvarmer på hele BROS Arena Tour tør Liam O’Connor godt love et yderst gennemarbejdet og morsomt show. Det fremgår af en pressemeddelelse.
“Jeg elsker at snakke lort, men jeg er blevet træt af at rime. Så det her er ikke et par anekdoter og noget musik, men klassisk standup med udgangspunkt i min tilværelse og mine tanker”, siger L.O.C om showet.
Hvis du gerne vil opleve L.O.C som komiker i Esbjerg, skal du sætte kryds i kalenderen lørdag 13. september 2025. Her indtager han nemlig Musikhuset med sit show.
Tanker om alt fra opvæksten i det vestlige Aarhus i 1980-90erne, et voksent liv som fast inventar i sladderpressen, tilværelsen som små-skizofren musiker uden jordforbindelse, og det at være far til tre i en alder af 45 år er noget af det, der kommer til at præge det nye standup-show.
“Jeg plejer ikke at være særligt åbenmundet omkring mit privatliv, men her får man nærmest ikke andet. Jeg overvejede kort at kalde showet for MILJØSKADET, men valgte i stedet at gå med titlen LIAM. Det er jo strengt taget det samme…”, siger Liam O’Connor.
Da der er tale om et spring fra etableret musiker til nyopstartet komiker, er det også noget, den succesfulde kunstner har haft overvejelser omkring.
Det er lige dele en force og en hæmsko at være kendt for noget andet. Et bifald for at være et kendt ansigt får dig kun så langt, og i nogle tilfælde er man endda afskrevet på forhånd. Men faktum i comedy er, at efter 30 sekunder er det lige meget, hvem du er, så længe det er sjovt.
Hvad: LIAM Stand-up tour 2025
Hvor: Musikhuset Esbjerg
Hvornår: Lørdag den 13. september 2024 kl. 20.30
Billetsalget: Starter tirsdag d. 5. november kl. 10.00, se mere her