Vold, sex og ensomhed: Esbjergs kvinder får hjælp bag lukkede døre
I en anonym bygning i Esbjerg ligger et sted, hvor døren altid er åben, og hvor kaffe og nærvær er lige så vigtigt som rådgivning og behandling.
Her møder kvinder og LGBTQ+ forståelse, hjælp og omsorg i en hverdag, der ofte er præget af vold, ensomhed og social udsathed.
Reden Esbjerg er mere end bare et værested. Det er et helle.
Kvinder i alle livssituationer
“Vi er et råd- og vejledningscenter for kvinder, mænd og LGBTQ+ personer, der har erfaring med at sælge sex eller udveksle intimitet på andre måder. Men vi er også et sted for kvinder i alle former for udsathed – hjemløshed, misbrug, vold eller psykisk sårbarhed,” fortæller forstander Pernille Meier, der har stået i spidsen for Reden siden august 2022.
Brugerne spænder bredt. Nogle lever i voldelige forhold. Andre kæmper med afhængighed. Mange mangler netværk, og en stor del kommer fra Grønland.
“Omkring halvdelen af vores brugere har grønlandsk baggrund. Det stiller nogle særlige krav til, hvordan vi arbejder, derfor har vi også særlige gruppeforløb og en grønlandskyndig kulturmedarbejder,” siger Pernille Meier.

En kop kaffe og et trygt fællesskab
To gange om ugen åbner Reden sin café. Her er der mad, kaffe, fællesskab og tid til samtaler. Nogle kvinder kommer bare for at være lidt i fred. Andre har brug for hjælp til breve fra kommunen, lægebesøg eller samtaler om svære emner.
“Her kan man få et hvil, et bad, et måltid, og nogle gange bare en snak med nogen, der forstår en. Det betyder mere, end man lige tror,” siger Pernille Meier.
Der er også gruppeterapi og særlige forløb for kvinder, der ønsker at komme videre i livet og få redskaber til at arbejde med de psykiske og sociale skadevirkninger, der er opstået i forbindelse med deres opvækst, livsomstændigheder og aktuelle udsathed. Faciliteret af en ekstern terapeut.

Sundhed uden spørgsmål
Torsdag eftermiddag åbner Redens sundhedsklinik. Her kan brugerne gratis og anonymt blive testet for seksuelt overførte sygdomme, graviditet og få sundhedsfaglig rådgivning.
“Selvom kvinderne egentlig har adgang til sundhedsvæsenet, så bliver det ofte ikke brugt. De er bange for at blive udspurgt eller ikke taget alvorligt. Her ved de, at de bliver mødt i øjenhøjde,” forklarer Pernille Meier.
Klinikken bemandes af frivillige læger, men også her er der brug for flere hænder.

De frivillige bærer huset
I dag er der 18 frivillige tilknyttet Reden. Otte af dem er læger, mens de øvrige blandt andet hjælper i caféen, laver mad, bager boller og støtter kvinderne i det daglige.
“De frivillige er uundværlige. De skaber tryghed og gør det muligt, at vi kan tage os af alt det andet, fra samtaler til at følge med kvinderne i retten eller til kommunen,” siger Pernille Meier.
Reden mangler dog både læger, caféhjælpere og en frivillig handyman. Der er brug for flere, hvis huset skal kunne følge med den stigende efterspørgsel.

Et liv i skyggen – og uden dom
Reden møder kvinderne dér, hvor de er. Nogle sælger sex. Andre lever i vold. Nogle ønsker forandring, andre gør ikke.
“Vores opgave er ikke at få kvinderne til at ændre liv. Det er at støtte dem i det liv, de lever, og være der, hvis de ønsker noget andet. Vi har ikke alle svarene, men vi har tiden og forståelsen,” siger Pernille Meier.
Nogle sælger sex og giver udtryk for at det fungerer godt for dem i deres aktuelle livssituation, for andre er sexsalg en overlevelsesstrategiandre som selvskade eller fordi det er det eneste, de kender. Økonomi, traumer og afhængighed spiller ofte en rolle.
Flere og flere finder vej
I 2024 havde Reden Esbjerg 118 unikke brugere. I år regner Pernille Meier med, at tallet når mindst 150, måske tæt på 200.
“Det er ikke fordi, problemet vokser. Det har altid været der. Men nu er der endelig et sted, hvor kvinderne kan komme hen. Og det spreder sig fra mund til mund,” siger hun.
Økonomien halter
Reden Esbjerg er det nyeste af fem Reden-huse i Danmark. De øvrige ligger i København, Odense, Aarhus og Aalborg, er på finansloven. Det er Esbjerg ikke.
“Vi har midler frem til midten af 2028, men jeg er allerede underfinansieret i år. Der mangler omkring 600.000 kroner i budgettet for 2025,” fortæller Pernille Meier.
Derfor er hun i dialog med både Esbjerg Kommune og Christiansborg. Hun håber på øget kommunalt driftstilskud og langsigtet forankring.
En kamp værd at kæmpe
Trods underskud, lange arbejdsdage og barske historier er der ingen slinger i Pernille Meiers engagement:
“Det handler ikke om mig. Det handler om de kvinder, der har brug for, at vi er her. Og det vil jeg kæmpe for. Hver dag.”