Voldsomt færdselsuheld: Begge biler totalskadet
Torsdag gik det galt, da to biler skulle passere hinanden mellem Bramming og Gørding. Det oplyser politikommissær ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Hillerup.
Lidt over middag kom en 18-årig mand og en 19-årig mand kørende i hver sin retning på Gørdingvej, der ligger mellem Bramming og Gørding. Da de skulle passere hinanden kørte de frontalt sammen. Begge mænd er fra lokalområdet.
Ifølge Ole Hillerup skete der stor materiel skade på bilerne, som begge er totalskadet. Den 18-årige fik et åbent lårbensbrud, og den anden et håndledsbrud. Ingen af de to mænd fik nogle livsfarlige kvæstelser.
Vejen var efterfølgende spærret i en cirka en times tid, mens der blev ryddet op.
Det er uklart, hvorfor de to mænd endte med at køre sammen. Begge blev testet for alkohol og narko, og der var ikke tegn på, at de skulle have været påvirket.